I dag er lidt en trist dag

I dag er det et år siden, at jeg blev ringet op af min mor tidligt om morgenen - min morfar var død. Det var ventet - vi havde faktisk ventet på det i 3 dage, alle havde sagt farvel og min kære mormor vågnede halv times tid inden han døde og sad stille og roligt og holdt ham i hånden, så han var tryg, da han tog det sidste åndedrag.

Det er underligt at tænke på, at der allerede er gået et helt år Vi har klaret fødselsdage, jul og andre højtider uden morfar. I sær min mormor har klaret det helt fantastisk. Tænk sig at holde sin 80 års fødselsdag uden sin elskede ved sin side. Hun er sej. Jeg forsøger også at være sej, men det er underligt at min morfar ikke er her mere. Jeg har altid opfattet min morfar som en meget stille mand, som kun sagde noget, når han noget fornuftigt at sige. Alligevel har jeg aldrig været i tvivl om min morfars kærlighed til mig og min familie. Og jeg er glad for at jeg der på sygehuset sammen med min mormor, da min morfar talte for sidste gang - inden han blev bevidstløs i 3 dage.
Det var en hård tid for et år siden, men jeg har ikke fortrudt, at jeg var der for ham og min mormor. Det var det bedste jeg kunne gøre.
I dag vil jeg bare have lov til at være lidt trist og forsøge at tænke på alle de gode stunder jeg har haft med min morfar.