torsdag den 31. januar 2008

Citater fra patientjournaler

Følgende citater stammer fra virkelige patientjournaler. Man må undre sig over, hvordan patienterne har overlevet behandlingerne..... ;o)
1. Efter at patienten er ophørt med at ryge, er hans lugt vendt tilbage.
2. Patienten har slået venstre storetå, som næsten helt har løsnet sig. Personalet må ikke trække den af, da det gør ondt.
3. Fik dog besked om, at hjertet var i orden, men at hun skulle komme igen, hvis hun blev bevidstløs.
4. Patienten har mandolinstor prostata.
5. Dette er de patienter, der blev liggende på mit skrivebord.
6. Smerterne i ryggen viser sig, når patienten ligger udstrakt med begge ben på ryggen.
7. Patienten er gravid i 19. måned.
8. Patienten synes, at højre storetå hænger noget nedad sammenlignet med de andre fingre.
9. Afføringen har samme farve som dørene på afdeling 19.
10. Når hun føler sig træt, kan ansigtet drejes mod højre og stå der og ryste lidt.
11. Opkastningerne gik væk i løbet af eftermiddagen, ligesom manden.
12. Var på vandretur i bjergene. Nedkom med helikopter i går.
13. Patienten bedømmes som usammenhængende.
14. 1974 fik patienten en gravemaskine ned over sig. Har siden haft ringetoner i ørerne.
15. Har fået små blodige spiseskeer i afføringen 15-20 gange om dagen.
16. Patienten har tidligere haft ører, men de er faldet af.
17. Patienten har været på hundepension med støtte fra kommunen.
18. Stumpen blødte igennem, hvorfor den udskiftes.
19. Lastbilchauffør med god kondition som under normale forhold klarer 10 km. uden at blive forpustet.
20. Kan ikke få hagen ned mod bordet.
21. Anbefales at komme igen, hvis symptomerne kommer igen, og ringer da en måned i forvejen.
22. Far og mor døde, da hun var 12 år gammel. De har ingenkontakt med hende.
23. Der bør bemærkes, at der ikke mærkes nogen væsentligtemperaturforskel mellem benene.
24. Patienten får nældefeber af kontrastmiddel, jordbær og rejer ligesom flere af børnene.
25. Mad får han af sønnen, som er dybfrossen.
26. Ørerne kan svagt skimtes bag voks.
27. Ansamlingen af udslet kredser omkring tienten.
28. Synes, at han tisser godt. Som en hest, ifølge eget udsagn.
29. Patient med ansigtseksem. Hudbesvær i forbindelse med at han anvender underbukser.
30. Hvad hans impotens angår, fortsætter vi medicineringen og lader hans hustru behandle ham.
31. Hun har ingen kuldegysninger, men hendes mand oplyser, at hun var meget hed i sengen i nat.

OBS: Jeg har aldrig ikke selv skrevet sådan noget vrøvl i mine patienters journaler - så vidt jeg ved!

onsdag den 23. januar 2008

Ingen hvalpe i denne omgang

Puha, nu har Wilma været ved dyrlægen to gange og blive ultralydsskannet og hun er ikke drægtig! Men hun er falsk drægtig med meget store brystvorter. Heldigvis slipper hun for at få en abort og vi kan nøjes med at betale en regning på 1200 kr. Puha.

Albert har også været ved lægen i dag, til 5 ugers børneundersøgelse. Lægen er heldigvis tilfreds med ham. Albert har lige rundet de 5 kg og måler 61 cm. Så han vokser hurtigt! Han styrer selv rytmen nu og får mad hver 3-4 time og de sidste to nætter har han sovet 6-7 timer, så vi kan ikke klage over vores lille vidunder barn.

Der har også været tid til et besøg hos frisøren i dag. Fru Danmark er blevet klippet! Fantastisk at få kortere hår igen. Albert blev nusset af Charlotte imens. Han er så glad for Charlotte, at han ikke havde tid til at sove... Men nu sover han efter et godt og langt måltid mad.

mandag den 21. januar 2008

Facebook

Her de sidste par måneder har jeg opdaget noget nyt nemlig facebook. En eller anden veninde inviterede mig og jeg lod mig registrere og nu sidder jeg i saksen.
Facebook er et sted hvor man kan møde en masse venner. Venner man ser jævnligt og venner man ikke har haft kontakt med i flere år. Jeg har selv fået opdateringer på en masse mennesker jeg ikke har set eller snakket med i mange år. Det er lidt sjovt. Og der kommer hele tiden nye til. Hver bruger af facebook har en venneliste, som man kan se og på den måde kan man finde flere venner og tilføje dem til ens egen venneliste. For nogen handler det vist om at have den længste venneliste - nogle har nærmest 200 venner, jeg er nået op på 43, så der er lang vej endnu... For mig er det vist mest tidsfordriv og nysgerrighed. Sjovt er det i hvert fald, selvom jeg ikke kan finde ud af alle funktionerne endnu... Jeg er jo ikke helt ung mere.

tirsdag den 8. januar 2008

Står tiden stille i Klokkerholm?

Hr. og Fru Danmark har haft en rigtig hyggelig jul. Den 20 dec. kom Albert til verden. Dagen efter kom Hr. Danmarks forældre for at fejre jul sammen med os. Huset lignede et bombet.... Og Hr. Danmark måtte køre hjem fra patienthotellet for at rydde op. Ude på vejen bliver han så modtaget af Wilma, som bestemt ikke burde være der. Hunden var i slutningen af sin løbetid, så nu ved vi ikke om vi venter hundehvalpe om et par måneder. Æv.
Da familien Danmark kom hjem fra patienthotellet skinnede hele huset, da Hr. Danmarks forældre havde været i gang med den store julerengøring - FANTASTISK!
Det har i det hele taget været en rigtig hyggelig jul. Stille og rolig her hjemme i Klokkerholm, kun afbrudt af en enkelt julefrokost hos familien Morsbøl i Strandby. Ellers er der blevet tid til at se alle Ringenes herre film, stå sent op og bare hygge.
Nytårsaften holdt vi sammen med Jonas og Charlotte. De kom med det meste af maden og tilberedte den også. Helt fantastisk at have så søde venner. Vi havde en rigtig hyggelig aften. Charlotte var lidt ked af, at hun var syg, så hun ikke kunne sidde med Albert. Han var forresten vågen, da klokken slog tolv - man skal jo nødig gå glip af noget.
I lørdags fyldte Fru Danmark så 25 år. Hun er ved at være en gammel kone. Maven hænger og det eneste hun kan tale om er hendes barn og til nød hunden eller brokke sig over Hr. Danmark. Det er mærkeligt som livet ændrer sig, når man bliver mor. Lige pludselig er det ok at blive glyppet på, tisset på og skidt på. Man trækker bare på smilebåndet og hiver endnu en stofble ned af hylden og tørrer op, smider tøjet til vask og tager noget rent på, mens man siger sååå lille ven, du skal ikke være ked af det! Det er også helt okay at blive vækket to tre gange om natten for at amme og skifte bleer (det tager ca. 1-1,5 time) - jeg plejer ellers at blive utrolig sur, hvis nogen vækker mig før jeg skal op. Meget mærkeligt, men Albert må alt.
Glæder mig til at jeg skal være med i en mødregruppe, så jeg bare kan snakke om Albert hele tiden og prale af, hvor dygtig han er. Han er allerede vokset 3 cm og taget 350 g på, kan løfte hovedet højt op, bøvse og prutte som en voksen mand og sutte på sine hænder (ups nu pralede jeg lidt igen).
I mandags startede Hr. Danmark så på arbejde igen. Det er han rigtig glad for og det går også fint med at have Albert alene. I går græd han helt vildt, da vi skulle sove. Jeg kunne ikke rigtig få ham til at holde op, så han kom over til Hr. Danmark og vupti - så blev han helt stille og sov i næsten 5 timer. Albert havde bare savnet sin far! I dag har faren så arbejdet hjemmefra og Albert har grædt mindre end i går. Familien har været inde i Aalborg og snakke med jordemoderen, som jeg fødte ved. Det var rigtig rart at snakke med hende og få afsluttet forløbet, så nu er jeg klar på at føde igen (hun har bildt mig ind, at det bliver nemmere næste gang og at jeg var total sej til at føde og at jeg sagtens kan klare endnu en fødsel uden smertestillende).
Ellers har vi haft besøg af Alberts oldemor og mormor, som havde mange fødselsdagsgaver med til Fru Danmark, så nu har jeg lidt smart tøj igen, så jeg ikke behøver at blive deprimeret hver gang jeg skal vise mig offentligt.