onsdag den 15. april 2009

Glædelig påske!

Hjemme hos familien Danmark løber tiden af sted. Vi har den sidste tid haft travlt med arbejde, skole og selvfølgelig huset og skønne Albert.
Fru Danmark er blevet færdig med at gå i skole i Århus - sidste teoretiske eksamen er i hus og nu mangler den sidste praktikperiode, som løber indtil august måned, hvor jeg skal op til den praktiske prøve, hvor jeg skal vise, at jeg kan udføre korrekte behandlingsteknikker og bagefter uddybe det praktiske med lidt teori. Det bliver en spændende eksamen og jeg glæder mig til at få den overstået, så jeg kan få lov at behandle patienter uden at have en sygeplejerske til at se mig over skulderen. Den 27. august er reserveret til reception i Århus sammen med de andre kursister og deres tutorere og vores familier selvfølgelig.
Hr. Danmark har haft travlt på arbejdet, da han har været nødt til at tage nogle dage ud indimellem for at passe Albert, når han har været syg. Samtidig har Hr. Danmark også arbejdet på lægprædikant opgave, som skal fremlægges i morgen til lægprædikantkursus, så dette 3. årige projekt kan blive afsluttet og han kan begynde sit teologistudie. Det bliver et nyt spændende kapitel i vores liv og det er dejligt at vide, at menigheden står bagved og støtter med forbøn. Det betyder meget for os.

I år har vi begge haft 10 dages påskeferie (ja - ferie er måske så meget sagt, men vi har da været hjemme). Hr. Danmark har arbejdet hårdt og intenst med at få overetagen færdig. Finn hjælp med gulvet og Charlotte P. har hjulpet mig med at male Men det lykkedes at blive færdige til den fastsatte dag. Anden påskedag flyttede vi ind ovenpå! Vi er ikke helt færdige med at møblere og omrokere møbler, men vi har mega meget plads nu og det er helt vildt skønt.

Albert har haft en lidt rodløs hverdag, fordi vores dejlige dagplejemor Hanne har været syg. Hun har været indlagt med galdesten og betændelse i bugspytkirtlen og er stadig sygemeldt.
Albert har været på besøg hos Oldemor i Brønderslev i 14 dage og så var Farmor og Farfar jo på besøg i påsken, hvor farmor legede med Albert. Denne her uge, som også er den sidste, bliver Albert passet hjemme sammen med Isabella fra dagplejen, som er Alberts bedste ven (og lidt kæreste). De to hygger sig bare så godt sammen og det er meget sjovt, at se ham sammen med andre børn. Han er en meget kærlig og omsorgsfuld dreng, samtidig med at han er vild og voldsom. Isabella får gerne et kys og bliver aet på håret, mens han stjæler hendes legetøj ellers kaster med tingene. Han løber omkring i stuen og råber højt - bare fordi han kan. Albert spiser selv med gaffel og gerne store mængder. Jeg har aldrig set et barn sætte en banan så hurtigt til livs som Albert! Albert hjælper gerne med at gøre rent, vaske tøj og tømme opvaskemaskine. men det glemmer han nok snart...
Nå nu vågner Isabella, så jeg må hellere smutte. Billeder følger senere